N.F.S. Grundtvig

Præsten, teologen, forfatteren, (salme)digteren, filosoffen, historikeren, filologen, skolemanden, debattøren, politikeren og titulærbiskoppen, Nikolai Frederik Severin Grundtvig, ligger begravet i en fint ornamenteret egetræskiste i krypten på familiegravstedet Claras Kirkegaard på Gammelkjøgegaard.

Fortællingen om Grundtvig er et lille stykke danmarkshistorie, der udspiller sig her i Køge. Her mødte han sit livs kærlighed, Marie Toft, og blev siden begravet ved hendes side – i øvrigt sammen med både Maries første mand Harald Toft og nogle år senere sin tredje kone Asta.

Indflydelse

Teologisk skabte han grundtvigianismen – ”det lyse kristne syn" – og efterlod 1500 salmer, hvoraf 284 fylder 1/3 af Den Danske Salmebog. Politisk er Grundtvig stamfader til nutidens folkestyre, fordi hans ideal var, at magten gives af "folkestemmen". Skolemæssigt er han åndelig fader til højskolen og med enorm dannelsesmæssig indflydelse på al dansk undervisning fra hans tid og helt frem til nutiden. Den første danske folkehøjskole åbnede i Rødding i Slesvig i november 1844.

Ægteskaber og børn

Grundtvig var gift tre gange. Først fra 1818-1851 med Elisabeth Christina Margrethe Blicher (kaldet Lise). Derefter kortvarigt (1851-1854) med Ane Marie Elise Toft og til sidst (1858-1872) med Asta Tugendreich Adelheid (f. komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs). 

Grundtvig fik i alt 5 børn: Med Lise blev han far til Johan, Svend og Meta, med Marie fik han sønnen Frederik, og med Asta fik han datteren Lille Asta.

Lille Asta blev faktisk opkaldt efter alle Grundtvigs tre koner og fik navnet Asta Marie Elisabeth Frijs Grundtvig.

Kontroverser

”Den Vartou Kjællingepræst er da endelig reist af og begravet under frygtelig Staahei. Han var dog igrunden en hæslig gammel Karl, en rigtig Ufredsmand, saavel i Kirken som i Staten”.

Sådan skrev Nationalmuseets arkivar A. Strunk i et brev til museets direktør J.J.A. Worsaae kun få dage efter begravelsen. Strunk havde fra et af museets vinduer i Prinsens Palais i Frederiksholms Kanal været vidne til ligfølget, og det er tydeligt, at salmesyngende bønder og landsbypræster i flok bød ham imod:

”Aldrig har jeg seet en saa uordentlig Procession, som da de grundtvigianske Præster droge forbi Palaiet; de hellige Mænd gik imellem hverandre, ligervis som en Flok Stude”.

Strunk var bestemt ikke den eneste, der havde et horn i siden på Grundtvig eller grundtvigianerne, der bakkede op om Grundtvigs tanker og ideer. Men uanset om man var for eller imod Grundtvig, havde han skaffet sig et navn, der gjorde ham vanskelig at ignorere.